 |
Forbundsmesterskab i udvidet apportering 2010
Af Dorthe
Medlemsbladet Oktober 2010
Om at komme med på et afbud og være tæt på at løbe med guldet.
Så lykkedes det alligevel for 3. år i træk at blive inviteret med til dette års forbundsmesterskab i udvidet apportering, selvom vi ”kun ” var blevet nr. 6 med 225 p til kredsprøven i Teglstrup Hegn.
Heldigvis havde jeg fortsat træningen over sommeren, nå ja det er vist blevet en livsstil, for når man bliver ringet op af Jægerforbundet 14 dage før mesterskabet er der ikke meget tid til at få de sidste detaljer på plads.
I år var det sønderjydernes tur til at være vært for prøven og Terkelsbøl Camping stillede nogle fantastiske arealer til rådighed.
Vejret var på nær en enkelt byge med os igen i år – let vind, vekslende skydække men mest sol og relativt køligt – faktisk ideelt hundevejr.
Der udtages 3 hunde fra hver kreds samt 6 ekstra efter en særlig fordelingsnøgle. I alt stod 29 hunde klar til start.
Balin og jeg skulle starte som de allerførste på duebanen. Afstanden til både de to markerede fugle og de to udlagte syntes væsentlig kortere end 50m, men græsset var højt og vådt og der var ikke meget fært at finde derude. Markeringerne var knivskarpe, men Balin virkede lidt usikker og tøvende på dirigeringerne, hvilket skulle vise sig at komme til at koste os en podieplads. Til gengæld var dirigeringerne så præcise at han nærmest faldt over duerne, og før jeg fik set mig om var alle 4 fugle hjemme.
Næste post var vandet. Et meget tæt rørbevokset vandhul, hvor der var fældet en smal bræmme rør ved startstedet. Det var selvsagt ikke nemt for for hundene at markere og for førerne at dirigere, men igen overraskede hunden mig med en sikker markering og suveræn dirigerbarhed og fik hentet alle 4 ænder (1 kastet, 2 skjult udlagte og 1 distraktion) hurtigt og effektivt.
Så ventede bare vores favoritdisciplin – apportering af ræv og kanin – hvor hunden sendes i søg og selvstændigt skal søge og spontant apportere udlagt ræv og kanin. Terrænet var for os uvant – høj tæt bynke og majs – så her nåede jeg at blive lidt nervøs. Men uden grund for der gik kun et lille stykke tid før Balin dukkede op først med kaninen og derefter blev ræven leveret med en overbevisende siddende aflevering.
Vi var helt færdige allerede før frokost, og resten af dagen gik med at nyde at se de andre hundes arbejde og få en snak med de andre hundeførere. Alle var nået igennem prøven ved to- halvtre tiden, hvorefter resultaterne blev regnet sammen og dommerne voterede længe og grundigt.
Fem hunde præsterede maksimumpoint, deriblandt Balin! Og så er det dommernes små bemærkninger og pile op eller ned der afgør de individuelle placeringer.
Vinder blev Jens Ole Salling med kleiner münsterländer Cille fra kreds 2 og det var også kreds 2 der blev tildelt holdmesterskabet med to hunde med maksimum point og en tredje med 227 point.
Men vi fra kreds 7 havde lige så mange points :
2. vinder Tage Andersen med labrador Bonnie, Balin og jeg som fik tildelt 5. pladsen og Bent C. Jensen med ruhår, Eik 227 p. !
Tættere kan det ikke blive. En helt fantastisk oplevelse ikke bare at være med, men også at være med helt fremme.
Dorthe & Balin |
 |