 |
Klubmesterskab set med dameøjne
Af Pernille
Medlemsbladet Oktober 2010
Så blev det tid til de årlige klubmesterskaber i HOOJ. Jeg er helt ny jæger og har haft stor glæde af at deltage i de arrangerede Dameskydningsaftener, så jeg forventede at se en masse piger/damer i den specielt oprettede række… Igennem sæsonen har der været 5-15 damer/piger de mandage, hvor diverse instruktører velvilligt har stillet sig til rådighed med deres tid og ekspertise, så jeg havde forestillet mig et solidt fremmøde.
Jeg har absolut ikke skydeevnerne endnu – eller den helt store lyst til at udstille manglen på samme ifm et Klubmesterskab, men nogle gange må man bare være modig og så gøre ting udenfor ens tryghedszone, så dét var min største sejr dén dag: overhovedet at stille op! – om ikke andet, så som en (kæmpe) tak for det store arbejde der er blevet gjort for, at jeg skulle føle mig velkommen i HOOJ og ikke mindst: for at gøre mig til en nogenlunde skytte med tiden…
Min ærgrelse var derfor til at tage og føle på da jeg, uden konkurrence, måtte skyde som den eneste pige i Damerækken og dermed blev udråbt til Klubmester. Jeg må med skam erkende, at jeg selvfølgelig er glad for min medalje og de mange flotte præmier, meeeen grundlaget er nok lige tyndt nok… Jeg glæder mig allerede til at afstå titlen til næste år til én, der helt sikkert fortjener den mere end jeg J
Derudover var det en helt fantastisk dag med hygge, godt selskab, flotte præmier og imponerende skydning (selvsagt IKKE fra undertegnede!) Der var en god solid konkurrenceånd, en rå men kærlig tone og gode bøffer på grillen. For mig personligt var det desuden en super måde at møde en masse nye mennesker på – man kommer pludselig i kontakt med hele Foreningen bare ved at tilbringe en hyggelig dag sammen, og jeg bemærkede da også, der var flere, der kom og hilste på selvom de ikke havde mulighed for at blive hele dagen… nogle skød ikke engang, men kom alligevel og sagde hej.
Jeg glæder mig til næste år med en fuld damerække og håber, at alle pigerne i øvrigt har tid og lyst til at bakke op om de tiltag, der bliver gjort for os i HOOJ af nogle ildsjæle, der (rettelig) mener, det er ok at piger også går på jagt J
Knæk og bræk
Pernille |
 |