Forsiden Om foreningen Aktiviteter Opslagstavlen Medlemskab Jagttegn Nyhedsbrev Kontakt Links Blad

  Opslagstavlen

Indlæg, artikler & referater
Spørgsmål & svar
Billedegalleri
Hundehjælpen
Jagtformidling

En ny verden åbner sig!

Af Lotte & Peter Carlsen
Medlemsbladet Juli 2003

 

"Drømmer jeg - eller er jeg vågen ?" Citatet kommer fra Jeppe fra Holbergs "Jeppe på bjerget", da han vågner fortumlet op i baronens seng.

Vi må tilstå, at en ny drømmeverden har åbnet sig for os - vi er blevet nyjægere.

For 2 år siden fik familien et nyt medlem i form af en Gammel Dansk Hønsehund. Denne fik vores øjne op for en helt ny verden. Gennem et apporteringskursus i klubben for Gl. Danske Hønsehunde, begyndte en spire at vokse - nemlig lysten til at gå på jagt!
Såvel min hustru som jeg selv havde ingen forudsætninger eller er vokset op i et hjem/familier, hvor jagt er en del af dagliglivet. Det var derfor 2 helt uvidende elever, der sidste efterår startede til jagttegnsundervisning hos Niels Andersen på Hørsholm Skole.

Første aften blev vi gjort opmærksom på, hvorledes undervisningen ville komme til at foregå. Vi syntes nok, at stoffet var noget overvældende - især med Niels' berømte slutbemærkning in mente: "jeg har ingen elever, der dumper - jeg bliver sur !".
Vi kom igennem de mørke vinteraftener med teoretisk stof om såvel jagtlov som våben.

Undervisningstimerne sluttede som regel med diasshow omkring vildtkending. Jeg tror aldrig, nogen af os glemmer de små fif, vi fik omkring dyrene. Krikandens motorbriller, pibesovs ud af pibeandens næb, og dådyrets spejl, der ligner palmer fra strande, hvor der ligger dårende dejlige damer - ja, jeg kunne blive ved - men lært det, det fik vi !
Tørskydning på Bloustrød skole var noget helt andet.

Et er teori - et andet praksis. Vi følte os nok lidt generte overfor hinanden, og den respekt vi skulle have overfor våbnene med klikpatroner, gulvet i gymnastiksalen med måtter som blev udnævnt til Tryggevælde å og skamler som hegn, havde vi måske ikke helt. Duerne fløj omkring os i salen i form af gule tennisbolde, men han havde jo ret vores lærer Niels - vi mødte op med en vis behagelig fortrolighed første dag på skydebanen ved Sjælsø.

Skydebane er jo noget helt for sig selv - også livet omkring denne. Her havde vi nogle dejlige lørdage med entusiastiske lærere, der kun ville os det godt. En stor tak til Steen, Uffe, Max, for opsætning af jagtstier med dyr til afstandsbedømmelse, tålmodig forklaring og ideer til hvordan vi kunne kende dyrene og afstanden til dem.

Jagttegnet er nu i hus, og nye lørdage er taget over. Nu kæmper Uffe med mesterøjne, benstilling, geværkastning og hvad der ellers hører til for at få afgivet det korrekte skud.

På jagttegnsholdet 2002/03's vegne, vil vi godt sige tusind tak til Niels Andersen, hans hjælpere på skydebanen og ved de frivillige jagtprøver samt venlig betjening af "Guds Gave til folket" Carsten, med patroner, morgenmad og dejlige varme pølser.

Med håbet om gode kommende år i HOOJ og, at nogle vil følge op på tankerne i jagtbladet om at invitere nye jægere med på jagt, ønsker vi alle knæk og bræk for den kommende jagtsæson.