Velbesøgt Hørsholm Kulturdag den 1. september 2018

Traditionen tro var Hørsholm og Omegns Jagtforening med ved 2018 udgaven af Hørsholm Kulturdag. Vi har gennem mange år deltaget ja, faktisk helt tilbage til dengang noget tilsvarende hed ”Værkstedsdage”, som blev afholdt på Jagt og Skovbrugsmuseet i Hørsholm.

Vores stand har gennem årene været præget af temaer fra jagt, vildt og natur, hvor vi bl.a har haft fokus på hunde, hvalpe og jagthundetræning, bueskydning, våben, flugtskydning m.v.

I år havde vi valgt at lave en kombination, som bestod af smagsprøver på forskellig vildt samt oplevelsen af vores jagthornsblæsere, som efter første trut fik samlet opmærksomheden på jagthornet, jagten og vores stand. Vi kan væres stolte af vores ”truttere”, som fik stort bifald og mange rosende ord med på vejen!

Hertil udstillede vi jagtknive, som vores knivhold på flotteste vis gennem vinteren har fremstillet. Mange kom forbi og beundrede dette flotte håndværk.

På vores stand serverede vi små smagsprøver af vildsvine-paté, dåhjorte-paté, dåhjortpølse samt dåhjort filet. Publikum fik så absolut nogle fine smagsoplevelser med hjem, som de vil huske, og som samtidig kan minde os om, hvor lækkert vores vildt smager.

Nyeste materiale om Hørsholm og Omegns Jagtforening og Danmarks Jægerforbund var med på vores stand, så vi fik på den måde informeret bredt ud til publikum.

Vi fik lejlighed til at hilse på jægere, nye som mere erfarne samt kommunalpolitikere. Der er hele vejen rundt positive tilbagemeldinger på, at vi er med og viser flaget som en af kommunens større foreninger.

Vejret holdt stort set tørt, hvilket betød at pladsen fra sidst på formiddagen var godt besøgt og især om eftermiddagen, havde mange fundet vej.

Dagen blev rundet af med koncert af Lars Lilholdt og band så kald det bare kærlighed..!

En særlig tak vil jeg gerne rette til jagthornsblæserne, Henrik Krag, Flemming Eilsøe og Thommy Hoe for stor hjælp til forberedelserne og gennemførelse på selve dagen!

Peter Windfeld

Formand

Se billeder fra Kulturdagen her